I Ribe Dykkerklub Sælhunden er vragdykning en af hovedinteresserne. Der findes næppe noget mere spændende end at dykke ned på et uberørt skibsvrag, og forsøge at finde hoved og hale i det man ser. 

Desværre sker der store forandringer med vragene. Tidens tand sætter sit præg og vragene nedbrydes stille og roligt. Nogle vrag synker sporløst ned under havbunden - for måske senere at dukke op igen? Mange landkrabber tror fejlagtigt,  at enhver kan svømme ned til havets bund og vende tilbage til overfladen, for derefter nøje at beskrive vraget.

Det kræver imidlertid stor øvelse at fravriste vraget dets oplysninger, specielt i mørkt og grumset vand på store dybder. Dykkeren skal kende de forskellige skibskonstruktioner og have kendskab til godt sømandskab. Dertil skal dykkeren naturligvis være rutineret. Det er nemlig sådan, at dykning blot er midlet for komme ned til vragene eller sagt med andre ord, selve dykningen er sekundær. 

Det primære er oplevelserne på vraget, hvor sikker dykning skal være en selvfølge. Under vragdykningen skal dykkeren kunne tage vare på sig selv og sin makker, hvis en uheldig og farlig situation skulle opstå.

Der findes en anden form for vragdykning, som er næsten lige så spændende - det er "dykning" i de støvede arkiver. I dykkerklubben har vi medlemmer, som tilbringer mange mørke vinterdage og -nætter med at søge efter vragoplysninger af enhver art: 

    - Hvad er vraget position og hvor dybt ligger det? 

    - Hvorfor sank det?

    - Hvad var skibets navn?

    - Hvilken skibstype?

    - Hvilket rederi?

    - Hvor var skibet på vej hen?

    - Hvad bestod lasten af?

    - Hvor stor var besætningen?

    -Var der passagerer med?

    -Den generelle historie om sørejsen?

Og så videre...

Alle disse tråde skal samles, så man får et fuldstændigt billede af vraget. Det er ofte både tidskrævende og svært. Mange vrag forbliver ukendte og får et øgenavn af dykkere eller fiskere. Således findes der f.eks. "Sneglehusevraget", "12 favne", "Kanonbåden" eller "Freja-hold