Hvad enten man er sportsdykker eller fridykker vil de fleste gerne vide, hvad det er for dyr og planter, de ser. Det er altid sjovere og mere spændende at se på en fisk eller en tangbusk, hvis man kender den. Og skulle man en dag se noget ukendt, er det straks langt mere interessant.

Som dykker lægger man mærke til den store forskel, der er på bunden fra sted til sted. Tæt under kysten er der mange steder ren sandbund. Langs udsatte kyster med sandbund vokser der næsten ingen tangplanter. De kan ikke "få fat" i sandet og bunden rodes hele tiden op af bølger og strøm. Det er kun i "læ" mellem revlerne, at der vokser lidt tang. I de mest beskyttede fjorde og bugter er vandet mere roligt. Bunden er ofte blød og mudret. Her vokser ålegræs. Andre steder er bunden helt eller delvis dækket af sten. På stenene vokser meget tang. Selv om det måske lyder mærkeligt, er alle disse planter alger.

Kysten omkring Danmark kan groft deles op i tre typer:

    - Sandbund med meget lidt tang.

    - Blødere bund med ålegræs ned til ca. 5-7 meters dybde.

    - Stenbund med alger.

De dybere og mere åbne havområder er ofte præget af meget blød bund stort set uden vegetation. Her kommer sportsdykkeren som regel kun, hvis der f.eks. ligger et skibsvrag.

Sandbund

Når man dykker over sandbunden og leder efter fisk, er det især fladfisk, man finder. På det helt lave vand nær kysten lever skrubben. Den kan være svær at få øje på, idet den graver sig ned i sandet om dagen. Kun dens øjne er fri af sandet. Kommer man for tæt på, skræmmes den og piler af sted. Den falder atter til ro og graver sig ned 10-15 meter væk. Længere ude på ca. 5 meters dybde kan man se rødspætter. De ligner skrubber meget, men deres skind er mere glatte. Hvis sandbunden er blandet op med grus, kan man være heldig at se pighvarren. Den kendes let på sin helt runde krop og den store mund.

I de fleste danske farvande, Østersøen undtaget, lever en flot – men giftig fisk, som alle dykkere bør kende. Det er fjæsingen med sine grønne tegninger på siderne. Den kan desværre være svær at få øje på, da den ofte graver sig ned i sandet. I fjæsingens forreste rygfinne og på gællelågene er der pigge, som er forbundet med giftkirtler. Hvis man bliver stukket, løber der gift ind i såret. Giftens virkning er at sammenligne med hugormens. Det kan give store smerter og virke lammende. Man bør straks afbryde dykket og søge lægehjælp. Indtil man bliver behandlet, skal man sørge for, at blodet løber frit ud af såret, så vil noget af giften komme med ud. Fileter fra fjæsingen er i øvrigt en pragtfuld spise.

Blød bund

Blød bund med ålegræs er en meget almindelig type bund på steder med lavt og roligt vand. Ålegræs kaldes også bændeltang. Det er en af de få havplanter, der ikke er en alge. Det er en blomsterplante, men blomsterne er meget små og kan ikke ses. Ålegræs er lysegrønt og kan blive op mod 3 meter højt. På lavt vand er det noget kortere. Ålegræs kan danne meget store og tætte skove på bunden. Det er vigtigt for fiskeyngel. Her er mange gemmesteder og masser af føde. I 1930'erne blev ålegræsset i Europa ramt af sygdom, og det har aldrig genvundet sin tidligere så store udbredelse. Forureningen af havet med algeopblomstringer og dårlig sigt til følge, har heller ikke gjort det nemmere af være ålegræs. Af de mange små dyr, som lever her, er det især tanglopper og rejser, man ser. De spiller en vigtig rolle som føde for mindre fisk.

Der er masser af krabber i ålegræsset. Strandkrabbens skjold er grøn-brunt, så den let kan skjule sig. Den lever især af bløddyr, som snegle og muslinger. Døde fisk får heller ikke lov at ligge længe på bunden, før en hær af krabber forsyner sig af ådslet. 

Der lever mange fisk i ålegræsset. En af de almindeligste er ulken – kaldet "københavneren" fordi den er så grim. Men i parringstiden er hannerne smukt farvet med røde, gule og hvide farver. Ulken er en doven fisk, der ikke rører sig ret meget. Dens pigge er ikke giftige, men man skal nu alligevel passe på dem. De er meget spidse, og hvis man stikker sig, går der let betændelse i såret.

I ålegræsset kan man også se ålekvabber og ål. Ålen er svær at finde om dagen, fordi den gemmer sig helt nede ved ålegræssets rødder.

Torsken er den største fisk, man kan møde i ålegræsset. Den kan blive meget stor. Det hænder, at man ser torsk, som er over en meter lange. Så store fisk kan let veje mere end 10 kilo. Når en torsk ligger stille på bunden, er den på trods af sin størrelse ganske svær at få øje på. Dens farver falder godt sammen med bundens.

Stenbund

Denne type bund finder man især ud for meget stenede kyster. Stenbund med alger er noget af det smukkeste, en dykker kan opleve i vore farvande. De store alger er smukt formet og har ofte kønne farver. Algerne sidder utrolig godt fast, og det er meget svært eller helt umuligt at rive dem løs. Helt inde ved strandkanten vokser grønalgerne. De har en meget køn, grøn farve - ligesom frisk salat. En af grønalgerne kaldes også søsalat.

Lige uden for bæltet af grønalger vokser blæretangen. Den har en brun-grøn farve og kan let kendes på de luftfyldte blærer, som sidder på bladene. Blæretang bliver ca. 50 cm høj.

Når vanddybden er mere end ca. 3 meter, kan man se savtangen. Den har savtakkede blade, som er grå-grønne. Den bliver ca. 1 meter høj.

Mellem blæretang og savtang vokser der mange rødalger. De ligner små buske uden blade og har en smuk rød farve.

I algeskovene lever mange af de samme dyr, som også findes i ålegræsset; torsk, ulk, ålekvabber og ål m.v. Man kan også være heldig at få øje på en havørred eller en laks. Det er to meget smukke fisk. Søstjerner holder også til på stenbund. De findes i alle mulige farer; rød, orange, brun, violet og blå. 

Om sommeren kan man være heldig at se hornfisk og makreller. De søger ind til kysten for at æde småfisk. de kommer ofte i vældige stimer.

Skibsvrag

Når et skibsvrag har ligget ganske kort tid på havbunden, bliver det koloniseret af alger og forskellige hvirvelløse dyr. Dernæst flytter et utal af fiskearter ind. Vraget virker som et kunstigt rev med masser af gemmesteder. 

Afhængig af hvor henne og hvor dybt vraget ligger, finder man store taskekrabber, hummere, torsk, skægtorsk, sej, havkat, lange, rødtunge, muslinger, søsol, sønellike og meget meget mere. 

Et gammelt skibsvrag er alene ud fra et marinbiologisk synspunkt uhyre interessant. De fleste dykkere bliver aldrig trætte af at dykke på vrag!

Ferskvand

Det er bestemt heller ikke kedeligt at dykke i åer, søer og mergelgrave. Det er naturligvis helt andre fiskearter, man møder, ligesom planterne er anderledes end i havet.

I og omkring Ribe er der et utalt af åer og vandløb og her kan kan let se laks, ørred, stalling, skalle, ål, gedde og aborre. Derudover findes en af verdens mest sjældne fisk, snæbelen, i Ribe å. I nogle søer finder man flodkrebs. I Ribe å findes ferskvandsmuslinger i stort tal.

Om sommeren, når det ikke har regnet i en periode, er der i Ribe Dykkerklub Sælhunden en tradition for at dykke i Fladså. Vandet er meget klart og rent. Det er en helt speciel oplevelse at dykke side om side med en kæmpe stor gedde, der uanfægtet lader sig betragte.